Nogle gange må man godt
I dag var N’s sidste feriedag, så den er blevet nydt med ekstra meget afslapning og hygge. I formiddags tog vi (N, hans datter og jeg) til Esbjerg, hvor jeg først havde en samtale med min behandler på psyk, mens de tog en tur på legepladsen, og bagefter gik vi sammen ned på det berygtede Gelato Di Natura i gågaden.
Her spiste vi en KÆMPE isdessert, jeg valgte en banana split, N fik en brownie med is og hans datter valgte deres specielle børne-isdessert, som består af 3 kugler valgfri is dekoreret som en bi ved hjælp af flødeskum, jordbærmarmelade og chokoladeknapper (billede længere nede).
Vi satte os udenfor i solen og nød vores isdessert. Det smagte super lækkert, og det er helt sikkert IKKE sidste gang, vi besøger stedet. Priserne er ikke de billigste, men det er jo nogle store is, kvaliteten i top, og der er masser af lækkert at vælge imellem på menukortet.
Nu er det jo ikke ligefrem hver dag, man får lov at spise is til frokost, men det gjorde det bestemt ikke mindre lækkert. Desuden skal der være plads til den slags en gang imellem. Ellers ville livet da blive for kedeligt…