Hverdagsliv

Nytår 2020/21

Jeg håber, at du er kommet godt og sikkert ind i det nye år. Vi holdte nytårsfesten herhjemme i år sammen med nogle få venner. Det var en rigtig hyggelig aften, som vi fik foreviget med nogle dejlige billeder af vores skønne familie.




2020 har været det mærkeligste år… jeg havde i hvert fald aldrig forestillet mig, at vi skulle stå i en sådan situation, som coronaen har bragt os i. Det føltes så uvirkeligt, da den pludseligt kom ind i vores liv, og samfundet nærmest lukkede ned fra den ene dag til den anden. Det var en tid præget af utryghed og uvished omkring fremtiden…

Det meste af året er for mit vedkommende gået med at være på barsel, og min hverdag med Ellie har kun været påvirket i begrænset omgang. Vi har været endnu mere isoleret herhjemme, end vi ellers ville have været, men vi har til gengæld også tilbragt nogle ekstra hyggestunder i sommerhus med vores dejlige familie, som vi ellers ikke ville haft.

Primo 2021 står vi stadig i en uvis situation. Samfundet er igen delvist lukket ned, og vi er nødsaget til at holde afstand til vores medmennesker. Der er kommet langt mere klarhed omkring coronaen, og en vaccine har glædeligt meldt sin ankomst💉 Men der er stadig mange uklare punkter, og det er vi nødt til at kunne leve i og med. Vi ved endnu ikke, hvad 2021 vil bringe, for som vi så ubarmhjertigt blev mindet om sidste år, ja så kan hele vores verden ændre sig på et splitsekund. Så vi må blive ved med at finde nærhed, trøst og håb i en hverdag, hvor vi samtidig skal holde afstand.

Mit 2021 kommer blandt andet (formentlig) til at byde på flere forskellige praktikophold under min uddannelse som sygeplejerske, og jeg er godt nok spændt og nervøs på, hvad det er for udfordringer, der venter mig. Jeg håber inderligt, at jeg måske kan få lov at gøre bare en lille positiv forskel for nogen – der ikke alene må leve under restriktive forhold pga. coronaen men som også samtidig er ramt af sygdom og andre udfordringer. Det må ikke være nemt!

Rigtig godt nytår! Lad os håbe 2021 bliver noget lysere og bedre end året 2020 har været, og at vi snart må få lov at se og kramme hinanden igen! Nøøj, det glæder jeg mig til! ♡

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.