Livet som mor

9 måneder inde – 9 måneder ude

Jeg forstår vitterligt ikke, hvor tiden bliver af! Forleden fyldte vores lille pige 9 måneder! Lige så længe som hun voksede inde i min mave, lige så længe har hun nu været ude hos os. I den forbindelse tog jeg et billede; det famøse “9 måneder inde, 9 måneder ude” billede, som I kan se herunder.

På den ene side føles det virkelig ikke, som om det er længe siden, jeg stod foran spejlet og tog billeder af maven. Jeg var SÅ stolt af den mave og så fuldstændigt fascineret af tanken om, at der derinde gemte sig et lille levende væsen, som hver dag i løbet af de 9 måneder voksede sig større og større for til sidst at blive introduceret til verden udenfor. På den anden side føles det som evigheder siden – et helt liv siden! For det er præcist, hvad det er… Der er sidenhen kommet et nyt liv til verden, samtidig med at mit liv er fuldstændigt og komplet forandret på så drastisk vis, at det heller ikke længere føles som det samme liv.

At vi har ramt denne milepæl betyder også, at det er tæt på 18 måneder siden, jeg fandt ud af, at jeg var gravid, og 9 måneder siden, jeg fødte vores vidunderlige Ellie (hvilket du kan læse mere detaljeret om her og her). I 9 måneder har hun altså beriget vores liv med sit glade væsen, dejlige smil og til tider ret ustyrlige (og en anelse skræmmende) temperament. Hendes personlighed begynder mere og mere at skinne igennem, og hendes motoriske udvikling er begyndt at tage fart. Hun er gået fra at være en næsten ubevægelig klump i mine arme til en temperamentsfuld lille pige, der møver sig frem på gulvet, og som KUN vil spise, hvis hun må selv.

Mængden af lort i vores liv må i samme tidsrum siges at være steget i betydelig grad. Og her tænker jeg selvfølgelig udelukkende på antallet af lortebleer, der dagligt må skiftes, og altså ikke på lort i den forstand, at vores liv med Ellie er noget lort. Jeg ELSKER det – og hende – i så høj en grad, at mængden af lort aldrig nogensinde vil kunne overstige den enorme lykke, som hun har bragt ind i mit liv. At være mor til hende er det vildeste og største privilegium, jeg kan forestille mig. Det ER virkelig en gave at være mor, på trods af hvor hårdt det også kan være. Den afbrudte søvn, det enorme ansvar og de mange følelsesudbrud (fra både mor og barn), der følger med, er det hele værd♡

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.