Spiseforstyrrelse/recovery,  Træning og sundhed

Pandekager i sengen og flashback til min bulimi

img_1973

Min søndag morgen er blevet brugt i sengen med en lækker stak pandekager, bær og chailatte. Jeg NØD virkelig bare at sidde og spise min morgenmad i fred og ro UDEN nogen skamfulde tanker. UDEN at føle trang til at kaste op bagefter.

Det er bestemt ikke altid, jeg har kunnet gøre sådan, for det er jo ingen hemmelighed, at dét at spise i mange år for mig var omfattet af skamfulde tanker og kaos. Da bulimien stod på sit værste kunne jeg slet ikke være alene, uden at jeg var nødt til hele tiden at proppe mig med mad og derefter kaste op. Jeg afskyede det mere end noget andet – men jeg kunne ikke stoppe!

Jeg kunne sagtens forberede et måltid mad med den fulde intention om at NYDE det og IKKE kaste op bagefter. Og trods det ville jeg ikke have stoppet efter denne ene portion pandekager – i stedet ville jeg have spist mig igennem en portion mere og en mere og højst sandsynligt være gået over til at spise, hvad end jeg kunne skrabe til mig af diverse madvarer og rester i køleskabet. Jeg ville SLET ikke nyde det og kredse om maden på samme måde som i dag. Jeg ville bare spise, til jeg var ved at revne, og til det gjorde så ondt i hele min krop, at jeg var NØDT til at kaste op for overhovedet at kunne holde ud at være til.

Bagefter ville jeg føle mig ren, udrenset for alt det dårlige, alt det skamfulde. Men skyldfølelsen og skammen vendte tilbage med fuld styrke få minutter senere. Jeg HADEDE det, og jeg HADEDE mig selv for at gøre dette ved min krop. Men samtidig mente jeg også, at jeg fortjente det. Jeg fortjente at lide, fordi jeg var et svagt menneske uden nogen form for selvkontrol.

Puha, tanken om hvor ondt det gjorde indeni gør mig helt ked af det og frustreret over ikke bare at kunne gå tilbage i tiden og fortælle den triste, forpinte pige, jeg var, at det alt sammen nok skal gå. At der vil komme en dag, hvor hun vil kunne NYDE mad og ikke mindst NYDE sit eget selvskab. At hun fortjener at få det godt, og at hun hverken er svag eller afskyelig. At jeg kunne fortælle hende, hvor smuk og værdifuld hun er. Præcis som jeg ville ønske jeg kunne fortælle det til dem, der kæmper den her kamp hver dag og få dem til at TRO det! Tro på, at de også en dag vil komme til at holde af sig selv og slappe af i deres eget selskab nok til, at de vil kunne sidde en søndag morgen og spise en stak pandekager UDEN nogen skamfulde tanker om dem selv og deres liv.

Det var lige lidt tanker fra min søndag morgen. Jeg håber, I får en herlig søndag, og I husker at øve jer selv i at NYDE jeres eget selskab. Det er det eneste selskab, I aldrig slipper for, så det er sørme da med at få det bedste ud af det

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.