Mad/opskrifter,  Personlig udvikling,  Spiseforstyrrelse/recovery,  Træning og sundhed

Kontrol over mad og mit liv er IKKE det samme

14002526_10154576073955209_1792777770_o

Så sidder jeg her med slem mavepine efter et par dage, hvor jeg har været ALT for restriktiv med maden. Der er simpelthen ikke røget nok ned, og jeg har gjort det ganske bevidst med ønsket om at få vægten til at falde. Det er også lykkedes at cutte et par få kilo af vægten. Og nu sidder jeg så her og tænker: Har det gjort mig gladere? Gør det mig bedre rustet til at leve mit liv? Bringer det mig tættere på, hvor jeg gerne vil være? Og svaret er klart: NEJ! Til gengæld kan jeg mærke på min krop, hvordan det begynder at påvirke den, og hvordan min energi daler.

Hvorfor gør jeg så det her? Jeg tænker mig om igen og kender svaret. Kontrollen. Kontrollen over maden. Men hvilken kontrol? Kontrollen jeg opnår ved ikke at spise særlig meget? Denne kontrol er falsk. Den er blot et bevis på, at jeg har givet op og lader spiseforstyrrelsen kontrollere mig. Det er utroligt, at jeg stadig har brug for en reminder om det efter så mange år i denne adfærd uden at opnå det mindste. Jeg må minde mig selv om, at kontrollen over maden blot er et tegn på, at jeg har mistet kontrollen i mit liv. Og den får jeg altså ikke tilbage ved ikke at spise noget. Tværtimod kræver det først og fremmest, at jeg spiser noget. I en kort periode betyder det måske ikke så meget, at jeg ikke spiser nok, og vægten går lidt ned. Men på længere sigt er det altafgørende. Det vil ende med at ødelægge tingene for mig. Alt dét, som jeg har kæmpet hårdt for at opnå og stadig ønsker at opnå.

Hvis jeg skal havde den mindste chance for at opnå mine drømme for fremtiden, er det simpelthen et must, at jeg først og fremmest spiser. For hvorvidt jeg opnår disse drømme har i hvert fald absolut INTET at gøre med, hvor tynd jeg er. Til gengæld har det en betydning for min fysiske tilstand og for, hvor stor en energi og lyst til livet jeg har. Efter kun halvanden uge med for lidt mad og et lidt for stort aktivitetsniveau kan jeg allerede tydeligt mærke, hvordan fokusset på maden, motionen og på at undgå at spise optager for meget af min tid. Dyrebar tid, som jeg langt hellere vil bruge på bloggen. En blog, som jeg oven i købet har skabt for at skabe et positivt forum med fokus på de ting, der motiverer og driver mig til at leve mit liv UDEN spiseforstyrrelsen. Hvordan havde jeg tænkt mig at motivere andre til at kæmpe for et bedre liv, hvis jeg selv stadig er underlagt spiseforstyrrelsen?

Endnu en gang tager jeg derfor et valg. Jeg vælger spiseforstyrrelsen FRA og livet TIL. Det er det eneste rigtige valg! Og det vil jeg blive ved med at minde mig selv om i mange år fremover, lige så ofte jeg får brug for det. Jeg kan selvfølgelig kun håbe på, at mine ord og min handlinger kan inspirere andre til at gøre det samme. Men jeg kan i det mindste gøre et forsøg.

Jeg håber ikke mit indlæg får nogen til at tænke, at jeg ikke er rustet til at rådgive andre spiseforstyrrede, når jeg stadig selv sommetider glider på grænsen mellem den raske og spiseforstyrrede side. Personligt mener jeg blot, at det beviser min teori om, at en spiseforstyrrelse ikke nødvendigvis er noget, man slipper af med 100 %. Men det behøver ikke være ensbetydende med, at man ikke er rask. Det betyder blot, at man har en sårbarhed i sig, som man måske for altid vil skulle være særligt opmærksom på. Samtidig betyder det også, at man hele tiden har et valg, man skal tage stilling til. Og som alt efter, hvor sårbar en situation i sit liv man befinder sig i, kan virke mere eller mindre tillokkende. Man kan vælge at lade denne sårbarhed få overtaget og derved underkue sig spiseforstyrrelsen, eller man kan vælge at tage skeen i egen hånd og bestemme kursen for sit eget liv i den grad man nu engang kan. Jeg vælger den sidste. Hvad vælger du?

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.