Personlig udvikling,  Spiseforstyrrelse/recovery

Jeg levede et dobbeltliv

PicMonkey CollageJeg skynder mig ind i butikken og kigger ned i gulvet, mens jeg går – i håb om at det vil gøre mig usynlig for enhver jeg møder på min vej. Beder indvendigt til, at jeg ikke møder nogen, jeg kender. Jeg hader at møde nogen, når jeg er ude for at handle ind til mine “episoder”. Jeg er bange for, at de vil fatte mistanke og afsløre min hemmelighed. Af samme grund undgår jeg at bruge de samme butikker hver gang, jeg handler ind, da jeg er bange for, personalet skal begynde at lægge mærke til de usandsynligt mange usunde sager, jeg køber ind næsten hver dag. Jeg skammer mig så inderligt. Skammer mig over at være et klamt bæst, der bare spiser og spiser og kaster op. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne stoppe. Den åndssvage spiseforstyrrelse får mig til at føle som en forræder. Som et afskyeligt menneske, der burde grave sig langt væk i sin egen skam og aldrig begive mig ud i offentligheden igen.

Jeg går først over mod brødkurvene, finder en pose boller og styrer dernæst direkte mød køleren med mælk og smør. Jeg snupper en liter letmælk og en pakke Kærgården, hvorefter jeg bevæger mig videre mod hylden med morgenmadsprodukter. Det er noget af det, jeg ofte køber ind til mine episoder, fordi det glider hurtigt ned og er nogenlunde let at få retur igen. På vejen falder jeg over et stativ med Marabou chokolade, og jeg langer en pakke ned i min indkøbskurv. Indtil videre er det gået uden problemer, men da jeg drejer om hjørnet til næste hylde, sker dét, som jeg frygtede. Dér, lidt længere nede af gangen, får øje på hende. Det er min venindes mor. Mit hjerte banker pludseligt hurtigere, og jeg får det varmt indenunder tøjet. Jeg skynder at vende mig om og beslutter mig for at droppe myslien, jeg havde tænkt mig at købe. I stedet skynder jeg mig mod kassen for at betale for de ting, jeg allerede har i min kurv. Jeg må ud af butikken, før hun får øje på mig.

Da jeg kommer hen til kassekøen venter mig endnu en ubehagelig overraskelse. En fyr, jeg kender fra skolen, står og skal betale, og det er ikke sikkert at stille sig derover nu. Shit! Hvad gør jeg nu? Jeg finder et sikkert sted ned langs rækken af hylder bag kassen og stiller mig i en nærmest sammenkrøbet position, så jeg er overbevist om ingen vil kunne se, det er mig. Hvis nu min venindes mor eller en anden bekendt skulle komme forbi.

Jeg ånder lettet op, da jeg 3 minutter senere er nået ud af butikken og har fået betalt for mine ting uden at blive opdaget af nogen, jeg kender. Men straks efter opfyldes jeg i stedet af irritationen over overhovedet at bekymre mig om den slags. At jeg ikke engang kan gå ind i en butik og være ligeglad med, om jeg møder nogen, jeg kender, fordi jeg er skide bange for, at de vil gennemskue mig. At de vil kigge ned i min indkøbskurv, få øje på indholdet og dermed opdage, at jeg slet ikke er den pæne, uskyldige pige, jeg altid foregiver at være. De fleste normale mennesker er ikke bange for at møde nogen, men jeg – dumme, uduelige mig – er nødt til at gå på listesko i min tur rundt i butikkerne af frygt for at blive set. Hvor er jeg ynkelig!

I mange år levede jeg i konstant frygt for, at nogen skulle opdage min mest dyrebare hemmelighed. Udadtil var jeg den pæne, smilende pige, der virkede glad og livlig. Indeni var virkeligheden en helt anden… Jeg havde det elendigt med mig selv – både fysisk og mentalt. Min krop var konstant udmattet efter de mange ædeflip og opkastninger jeg udsatte den for dagligt. Og jeg havde det forfærdeligt med mig selv og skammede mig over at være så klam og uduelig. Jeg følte, det eneste jeg rigtigt kunne finde ud af, var at spise og kaste op.

Jeg levede i allerhøjeste grad et dobbeltliv, hvor folk udefra, som ikke var klar over min sygdom, intet anede om, hvad der foregik bag facaden. Og selv de, som stod mig nær, gjorde jeg mit bedste for at skjule det for. Ikke engang mine forældre, som jeg boede sammen med, havde nogen idé om, hvor slemt det i virkeligheden stod til. De vidste godt, at jeg ikke havde det synderligt godt, men ikke at jeg hver dag brugte uanede mængder tid på at udtænke planer for, hvornår og hvordan jeg skulle komme afsted med min næste  b/p episode (b/p = binge/purge, dvs. ædeflip efterfulgt af opkastning) og dernæst timevis  på at udføre dem. Jeg brugte tusindvis af kroner om måneden på mad, som jeg bare kastede op igen. Og jeg hadede mig selv for det – endnu mere for hver dag der gik.

Det værste var, at jo værre jeg fik det med mig selv, desto mere magt fik bulimien over mig. Jeg ønskede at bive fri og lovede mig selv, at hver gang ville være den sidste. Men det skete aldrig. Det blev ved som i en uendelighed. Hver dag, hver måned, hvert år gik med at spise og kaste op. Mit liv var meningsløst – jeg følte mig meningsløs. Årene med bulimi vil for altid stå skrevet i min hukommelse som nogle af de værste i mit liv. Jeg turde ikke engang håbe på bedre – for ifølge min egen overbevisning fortjente jeg ikke bedre. Desto værre jeg fik det med mig selv, desto mere mente jeg også, at jeg fortjente det.

Dette er virkelighedens billede af, hvordan det er at leve med en spiseforstyrrelse. Jeg forsøger ikke at male et pænere billede og forsøger heller ikke længere at skjule noget. Det kan godt være, at jeg i dag er rask fra min spiseforstyrrelse, og at det er derfor jeg har nemmere ved at snakke om det. Men netop derfor ønsker jeg også at give andre et indblik i, hvilket mareridt det var at leve med spiseforstyrrelsen. Et mareridt, som for mange stadig er virkeligheden.

Jeg er blot én af mange, som har kæmpet med dette problem, og ovenstående beskrivelse danner et klart og tydeligt billede af, hvordan mit liv så ud i årevis. Mine bekymringer gik ikke på, hvad jeg skulle have på af tøj til min næste fest, hvilken film jeg skulle se med min veninde, hvilke fyre der var lækrest at se på, eller hvilke nyheder der fandt sted ude i den virkelige verden. Jeg levede i min egen lille boble. Spiseforstyrrelsens boble. Det var smertefuldt, og alligevel blev jeg ved. Jeg afskyede mig selv så meget, at jeg mente dette liv – livet med spiseforstyrrelsen – var, hvad jeg fortjente.

I dag ved jeg bedre. Men det ændrer ikke ved, at bulimien er og for altid vil være en del af min fortid. En del, som jeg håber på, kan være med til at give andre viden og forståelse for sygdommen. Og forhåbentligt kan jeg også give nogen håb – håb om at der venter dem noget bedre – end den barske virkelighed forbundet med at leve med en spiseforstyrrelse. I stedet for at bruge hvert et vågent øjeblik på at gennemtænke deres næste b/p episode eller hvordan de bedste kan straffe sig selv for at spise, ønsker jeg at også de en dag vil kunne bekymre sig om simple spørgsmål som, hvad for noget tøj de skal have på, hvem de synes er lækker eller at de rent faktisk vil få tid og interesse i at følge med i, hvad der sker i den virkelige verden. Det er den slags bekymringer, der står som bevis på, at jeg i dag er rask. Jeg kan ligefrem gå ud at handle uden at være bange for at møde nogen jeg kender. Jeg har ikke længere noget at skjule. Mit dobbeltliv er forbi, og jeg kan nyde livet (og mad) uden at behøve “kaste det op igen”.

6 Comments

  • Stine

    Wow hvor er du sej, kæmpe respekt herfra, fordi du tør stå frem med det du har været igennem. Jeg ved hvor svært det kan være, og hvor meget det kræver af dig, da min søster har haft det i 13 år. Jeg kender dig ikke, men du fortjener klart det bedste, og jeg håber at du nu nyder livet og er stærk nok til, ikke at falde tilbage igen. Igen, kæmpe respekt herfra!

    • Louise L

      Hvor er du bare sød og tusind tak for de rosende ord! Jeg er virkelig ked af at høre om din søsters langvarige kamp. Det gør mig altid ondt at høre, når andre folk kæmper, og jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være at være pårørende til. Jeg ønsker både hende og dig det allerbedste! <3

  • Merete

    Velkommen tilbage til livet Louise. Det er så dejligt at læse, at du er kommet ud af dit “misbrug”. Tusind tanker og kram fra mig til dig ☺

  • Anja

    Hvor er det helt sindssygt godt beskrevet. Virkelig spot on. Så flot, så rørerende og SÅ enormt stort af dig at dele. Du har i den grad lov til at være stolt af dig selv – Du er stærk! Og hvor er det dejligt at læse, at du er kommet ud af den forbandede spiseforstyrrelse. Jeg vil hermed følge dig og din blog i min egen kamp mod min spiseforstyrrelse. Du skaber inspiration. Og det kan jeg garanteret også sige fra mange andre. Så tak for det 🙂

    • Louise L

      Tusind tak Anja! Det betyder så utrolig meget for mig at høre, at de ord, jeg skriver, kan bruges som inspiration. Jeg er ked at høre, du også kæmper. Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste og håber du bliver ved med at kæmpe, så du også vinder kampen en dag! <3

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.