Hverdagsliv,  Job/uddannelse,  Livet som mor,  Personlig udvikling

En ærlig update fra en psykisk syg mor

Datoen på mit seneste indlæg afslører, at det er 7 måneder, siden jeg sidst opdaterede bloggen. 7 MÅNEDER SIDEN!!! Puha, det gør helt ondt i mit bloggerhjerte💔Jeg betragter jo på mange måder bloggen som mit “hjertebarn”, og den har været min trofaste støtte igennem snart 10 år.

Jeg husker stadig min enorme usikkerhed og angsten for folks reaktioner, da jeg udgav mit første indlæg. Særligt, da jeg begyndte at åbne op for min kamp med spiseforstyrrelsen, var min bekymring for, hvordan folk ville tage imod det, enorm. Men mine bekymringer blev bragt til skamme, idet folks reaktioner på min åbenhed og ærlighed her på bloggen viste sig at være udelukkende POSITIV.

Bloggen har igennem mange år været et frirum for mig, hvor jeg har kunnet dele livets begivenheder og de såvel svære og positive tanker og forandringer, som har fulgt med.

Igennem årerne har bloggen og dens indhold varieret og udviklet sig i takt med, at jeg er gået igennem forskellige faser i mit liv og har gennemgået en personlig udvikling. Men uanset hvad der er foregået, og hvor meget jeg har kæmpet med personlige faktorer i mit liv, så har bloggen været et frirum, hvor jeg har kunnet dele både op- og nedture med dem, der har haft lyst til at læse med. Og uanset om folk har fulgt med og læst mine ofte LANGE skriv eller ej (let’s be honest, jeg har svært ved at begrænse mig), så har det givet mig ro og virket som en form for terapi at få nedskrevet nogle af de tanker, jeg har gået med, og begivenheder, der har fundet sted, og som til sammen har været med til at forme mig til den person, jeg er i dag.

Og der er sket MEGET siden dengang for efterhånden mange år siden, da jeg startede bloggen. Jeg har færdiggjort 2 uddannelser (en gymnasial og en videregående) og er i gang med endnu en videregående uddannelse. Jeg er flyttet i hus med en dejlig kæreste og ovenikøbet både blevet “bonus”mor og mor til 2 vidunderlige piger. Jeg bliver mildest talt rørt, når jeg tænker på, hvad der er sket igennem disse år.

Spiseforstyrrelsen fyldte MEGET gennem hele uddannelsen, og på mit 3. år og mest afgørende år, RASEDE bulimien derudaf. Men jeg klarede den igennem og til stor lettelse for både mig selv og mine nærmeste.

Men som en gennemgående faktor igennem samtlige af disse år er også en ufrivillig kamp mod psykisk sygdom og besværet med at acceptere mig selv og den person, jeg er. Mit selvværd har aldrig været prangende, men min selvtillid er vokset igennem nogle af de ting, jeg har opnået og præsteret. Men jeg må også erkende, at når man blot bygger selvtillid ovenpå et ikke-eksisterende selvværd, ja så skal der ikke mange usikre faktorer til, før korthuset vælter. Og det har jeg virkelig mærket igennem de seneste måneder.

En stor del af grunden til mit fravær på bloggen har nemlig været, at jeg i forbindelse med min uddannelse til sygeplejerske har været igennem nogle krævende og hårde måneder i praktik. Jeg har desværre haft nogle negative oplevelser i forbindelse med flere af mine praktikker på studiet, hvilket har tæret hårdt på mine fysiske OG mentale kræfter, og det har desværre også har været medvirkende til, at jeg i perioder er gået ned med flaget og knap har kunnet få hverdagen til at fungere. Jeg har ikke haft den ønskede energi til også at være der fuldt for min familie, og det kan man måske godt klare i en kort periode, men når det er sådan igennem lang tid, så ender det altså med at nedbryde én. I det hele taget har vi som mennesker også brug for at restituere og gøre nogle af de ting, som giver os energi og glæde, hvorimod når man bare giver og giver og ikke har pusterum til også at give lidt til sig selv, så brænder man ud på et tidspunkt. Og det gjorde jeg…

Her er jeg under mit seneste praktikforløb på SVS. Jeg fik drømmepladsen på “Nyfødte og Familie” og er taknemmelig for alt, hvad jeg lærte. Men føj, hvor jeg ikke savner det, for jeg var en zombie resten af tiden, og det har haft store konsekvenser for mit mentale helbred at skulle igennem 3 forskellige praktikker på blot 4 måneder.

Da jeg gik på sommeferie i starten af juli, var jeg i den grad brændt ud. Det var med nød og næppe lykkedes mig at få afleveret den skriftlige eksamen, som færdiggjorde semestret. Men jeg mærkede ikke engang en glæde eller lettelse over, at det nu var overstået. Jeg mærkede faktisk ingenting. Og jeg håbede, at de 2 måneders sommerferie, som jeg havde i vente, ville være nok til, at jeg kunne nå at genfinde kræfterne og ikke mindst genfinde mig selv, som jeg vitterligt følte at have “tabt” et eller andet sted i løbet af de seneste måneders travlhed og enorme pres for at skulle præstere, vise mit værd som sygeplejerskestuderende og samtidig suge al den viden og erfaring med mig, som det var muligt.

Vi løb ind i sygdom i starten af ferien, og jeg måtte holde Ellie hjemme fra dagpleje nogle af de dage, hvor jeg egentlig havde afsat tid til mig selv, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne være lige så meget for hende, hvis jeg ikke først fandt nogle kræfter i mig selv. Jeg havde samtidig sat mig et mål om at filme og lave vlogs igennem sommerferien, fordi det er én af de ting, jeg mærker, er med til at give mig glæde, og som jeg virkelig føler mig passioneret omkring.

Så alt imens jeg var ved at drukne i snotklude, vasketøj og rengøring i et hjem, der i den grad havde været forsømt de seneste måneder, kæmpede jeg også for at gøre nogle af de ting som gør MIG glad. Men det blev i stedet lidt en stressfaktor og tog glæden fra det, når det var noget, der hele tiden skulle “presses ind”, og de fleste dage var der ikke megen tid og overskud til det, især fordi det meste af mit overskud og min tid jo gik på at tage mig af Ellie, aktivere og tilfredsstille hendes behov. Min kæreste forsøgte selvfølgelig, så godt han kunne, at træde til, når han havde fri, og give mig plads til at udleve mine passioner og ikke mindst tage mig en lur i ny og næ, når trætheden overvandt mig. Og det gjorde den – ikke så sjældent.

I praktikperioden gik jeg oftest i seng samme tid som Ellie om aftenen, dvs. kl. 19 og sov, indtil jeg skulle op næste morgen kl. 5. Jeg nåede lige akkurat at komme hjem, underholde hende lidt, spise aftensmad og få ryddet af, og så gik jeg kold. Det er dog ikke kun i studie- og praktikperioder, at trætheden fylder meget. Det har den gjort konstant igennem de seneste 4-5 år. Og jeg er mildest talt TRÆT af at være træt!!

De få dage, jeg kunne sende Ellie i dagpleje, var jeg faktisk så træt, at jeg sov, lige fra jeg havde afleveret hende kl. 8 om morgenen og frem til hun skulle hentes igen kl. halv fire! Og dét på trods af at have sovet hele natten. Men det kommer nok ikke bag på dé, som kender mig på tætteste hold, for dette ekstreme søvnbehov har jeg døjet med igennem de seneste 4-5 år. Jeg mistænker i høj grad min antidepressive medicin for at være skyld i, at jeg altid er så træt og kan sove størstedelen af døgnets timer væk. Og tro mig, det er noget, der VIRKELIG frustrerer mig og ofte gør mig ked af det, fordi jeg føler, det degraderer min livsværdi. Jeg kan ikke få hverdagen til at hænge sammen på denne måde, men samtidig så er denne medicin jo også en del af grunden til, at jeg kan holde mig oppe. Og jeg vil da trods alt hellere kunne være noget for min familie, end at jeg ligger på bunden og slet ikke kan komme op. En træt kæreste eller mor er vel trods alt bedre end end mor, der er så deprimeret, at hun ikke kan stå ud af sengen.

Apropos emnet, så er jeg næsten lige stået op efter en 2 timer lang lur. Jeg gik i seng kl. 9 i aftes og stod op lidt over 6 for at aflevere Ellie,  og 9 timers nattesøvn burde jo være nok. Så jeg satte mig målrettet ved min computer, da jeg kom hjem, for at få læst lidt op på dette ugens emne på studiet. Men jeg var for træt til at forstå de ord, jeg læste, så jeg endte med at overgive mig til søvnen. Nu sidder jeg så her – lidt mere frisk men stadig ikke udhvilet – og forsøger at sætte ord på de tanker, der har fyldt igennem den seneste tid.

Jeg føler mig som verdens heldigste mor og er ubeskriveligt taknemmelig over at have fået hende her i mit liv. Hun er min største motivator, men det har bestemt også sin pris at være mor og tage det enorme ansvar på sig, og i perioder er jeg selvfølgelig nødt til at lade hendes behov før min egne. På sigt er dette dog ikke holdbart, og jeg er nødt til at tage vare på mig selv, før jeg kan være og gøre noget godt for hende.

Sommerferien blev ikke det frirum, jeg havde håbet på. Vi havde nogle hyggelige uger med pigerne, vi var bl.a. i sommerhus og tilbragte nogle dejlige stunder sammen med vores familier. Men sygdom og en masse udefrakommende faktorer har betydet, at jeg ikke har kunnet slappe sådan rigtigt af. Og ærligt, så er jeg ikke sikker på, at det ville have gjort så stor en forskel, selv hvis jeg havde haft de 2 måneder, alene for mig selv.

Jeg er mentalt ude af balance, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme tilbage. Måske har jeg aldrig rigtigt været i balance? Men det er nok en helt anden diskussion. Jeg kæmper så godt, som jeg kan, og jeg har MEGET at kæmpe for – mere end jeg nogensinde har haft. Jeg har den dejligste familie, og min kærlighed til dem holder mig oppe, uanset hvor meget jeg så vil skulle kæmpe med min sårbare psyke gennem resten af mit liv.

Amen… SE dem lige 😍😍😍😍😍😍😍
Selvom det har været en hård periode, har jeg heldigvis stadig haft mange stunder hen over sommeren, hvor jeg har grinet, fjollet og smilet. Men jeg savner virkelig at føle glæden dybt indefra og ikke hele tiden gå rundt i en tåge af træthed.

Og jeg betragter bestemt ikke mig selv som et offer. Dét i sig selv, vidner nok egentlig om, at jeg ER kommet en del videre, end hvor jeg var, for 10 år siden. Jeg tager ansvar for mit liv og ved, at den eneste, der reelt, kan gøre noget ved det, er mig. Og jeg har også rykket mig i mit syn på psykisk sygdom. Da jeg var yngre, troede jeg oprigtigt, at jeg når blev rask fra spiseforstyrrelsen, ville jeg være HELT rask. Men mine indre kampe sluttede ikke, selv om jeg slap spiseforstyrrelsens greb om mig, og jeg har været igennem en masse op- og nedture siden. Og sådan er det jo for de fleste af os. Livet er ikke nogen statisk størrelse, og man vil skulle kæmpe med forskellige ting igennem forskellige faser af livet.

Jeg har dog samtidig måttet erkende, at min psyke, er langt mere sårbar end først antaget. Og jeg var faktisk lettet, da jeg for 4 år siden fik diagnosen “tvangspræget personligshedsforstyrrelse” på mig, fordi den på mange måder forklarer, hvorfor jeg har haft det så svært igennem perioder i mit liv, og hvorfor nogle ting bliver ved med at være svære. Så selvom den jo ikke ligefrem giver mig svaret på, hvordan jeg skal tackle de problemer, som den er med til at give mig, så har den også givet mig mere klarhed og forståelse for mig selv. Den har gjort det nemmere for mig at slutte fred med, hvorfor jeg er, som jeg er.

Udadtil har jeg altid været “den pæne pige”, og jeg har har målt min værdi ud fra mine præstationer, handlinger og andres kommentarer. Men indadtil har jeg aldrig følt mig særligt værdifuld.

Men jeg føler på ingen måde, jeg er færdig med at arbejde med tingene bag om diagnosen, og de indgroede tanke- og handlemønstre, som gør, at jeg den seneste tid har været MAX presset. Desværre “mistede” jeg for nogle måneder siden den behandler, som har været med til at øge min forståelse for diagnosens betydning og for mig – uden nogen chance for at få sagt farvel eller udveksle nogle afsluttende ord. Jeg blev blot ringet op af en medarbejder fra psykiatrien, som fortalte, at min behandler ikke vil vende tilbage foreløbig (hun havde været sygemeldt i nogle måneder op til), og de derfor var ved at “rydde op” i hendes patienter. Og eftersom jeg ikke havde været i kontakt med psykiatrien i flere måneder, mente han, at jeg skulle se det som en positiv sejr, der betød, at jeg var stærk nok til at klare mig uden hjælp. Og det var det. Farvel og tak.

Jeg sad helt lamslået efter samtalen. Og brød efterfølgende ud i gråd. Jeg sad alene (heldigvis) på kontoret under min seneste praktik og var ved at læse op på nogle journaler. Men koncentrationen forsvandt og blev erstattet af tanker, frustration og forvirring over, hvad der lige var sket. Var jeg seriøst lige blevet afsluttet over telefonen efter et næsten 4 år langt forløb i psykiatrien, uden at de overhovedet ville tilbyde mig en samtale med min behandlingsansvarlige læge eller bare én eller anden, som måske kunne hjælpe mig med at vurdere, om jeg var klar til at blive “sluppet løs”.

Her, flere måneder senere, er jeg stadig lamslået og i virkeligheden ret vred over at blive afsluttet på sådan en upersonlig måde. Heldigvis fandt jeg modet til at ringe tilbage til psykiatrien dagen efter for at bede dem om at sende nogle oplysninger til min egen læge, så jeg i det mindste kunne bede ham om noget opfølgning. Men jeg fatter stadig ikke, at en medarbejder i psykiatrien, som aldrig har haft noget med mig at gøre, kan finde det fagligt forsvarligt at afslutte mit forløb via en telefonisk samtale på 5 minutter. Det har jeg hverken personligt eller med mine faglige sygeplejebriller på den mindste forståelse for. Det er bare ikke godt nok!

Han havde uden tvivl travlt med at dreje mine ord i en retning, som passede ind i hans forståelse af tingene, og så han kunne bruge det til at forsvarliggøre beslutningen om at afslutte mig – hurtigt og gnidningsfrit – og så kunne han formentlig hoppe videre til den næste på hans opkaldsliste. Eftersom jeg lige har lært ordet forråelse, vil jeg i denne sitation sige, at det beskriver nok meget godt, hvad jeg opfatter, der skete den dag. Jeg følte mig “forrådt”.

Men som sagt, betragter jeg ikke mig selv som et offer. Bare fordi, jeg er blevet afskrevet fra det offentlige system, så har jeg stadig et ansvar for at gøre noget ved det. Problemet er nok bare, at jeg ikke ved hvad. Jeg går til opfølgning hos min læge én gang hver/hver anden måned, og det er da også fint, men han sidder jo ikke med flere års erfaring med lige præcis min diagnose. Selvom han har en stor og bred faglighed, så kan han jo på ingen måde hjælpe mig på samme måde, som jeg fik hjælp igennem min behandler, der i øvrigt (for også at sige noget positivt om “systemet”) var knaldhamrende dygtig til sit arbejde! Jeg savner hende helt vildt og den måde, hun formåede at sige tingene til mig. Jeg følte mig virkelig set, hørt og forstået, og måske er det dét, jeg savner allermest. For trods de bedste intentioner, så kan hverken min kæreste eller familie altså gøre dette på samme måde. Tit ender jeg helt modsat deres intentioner, med at føle mig forkert og ikke god nok, fordi de jo sjovt nok heller ikke har den samme indsigt i og forståelse for min diagnose, som min behandler havde.

Så hvad gør jeg så nu? Hvad er næste skridt i mit liv? Og hvad kan jeg selv gøre for at komme ud af den suppedas, jeg er havnet i? Den spiral, hvor jeg konstant har dårlig samvittighed over ikke at kunne få enderne til at nå sammen. Jeg kan ikke både være mor, studerende, veninde og også have tid til fritidsinteresser som bloggen, Youtube og håndbold. Jeg er nødt til at vælge noget fra. Faktisk er bare 2 af de ting for meget at forlange, hvis jeg samtidig skal være frisk og udhvilet bare noget af tiden.

Jeg overvejer at tage snakken med min læge om at forsøge at nedtrappe medicinen. Jeg kan ikke blive ved med at gå i denne konstante tåge af træthed, og jeg har heller ikke mulighed for at sove 16 timer i døgnet. Ikke hvis jeg skal have et liv og passe et krævende studie ved siden af i hvert fald. Hvad angår den terapeutiske del af det, så bruger jeg pt min kæreste mere end nogensinde før til at få snakket en masse ting igennem, men det har også tæret på vores forhold, at jeg har været så overskudløs og omsorgskrævende den seneste tid… Så vi kan heller ikke blive ved på denne måde. Studiet forsøger jeg også at passe så godt, som jeg kan. Men de 40 timer i ugen, som det egentlig er forventet, jeg bruger på det, er HELT urealistisk i mit tilfælde. Og dét er derfor blot endnu et af de steder, hvor jeg lige nu, ikke føler, jeg slår til. Bloggen og Youtube er jeg begyndt at prioritere højere end jeg tidligere har gjort, fordi jeg har indset, at det gør noget godt for mig, men tiden til disse ting forsvinder også, hvis jeg både skal sove daglige lure og bruge mange timer på at passe mit studie. Så den eneste løsning jeg ser lige nu, er at starte udtrapning af medicinen. Om jeg kan klare mig uden, kan kun tiden vise. Men heldigvis har jeg et fantastisk bagland, der vil være der for mig og støtte mig, uanset hvad der sker♡

Jeg forsøger ikke at dvæle for meget ved fortiden og i stedet bevæge mig fremad. Men jeg har dog også måttet se tilbage i mit liv for at kunne forstå, den jeg er, og jeg er virkelig taknemmelig over at have sluttet fred med den del.

Det her indlæg blev NOGET længere end forventet… nå, pyt med det! Jeg havde brug for at få luft for mine tankestrømme. Og det må man sige, jeg har gjort.

Hvis du har læst med  helt frem til nu, vil jeg bare sige WAUW, du må have kedet dig!! Haha ej, det gør mig faktisk rørt, når nogen har lyst til at følge med i og læse, hvad jeg har på hjertet. Jeg gør det selvfølgelig også for egen vindings skyld, men jeg håber trods alt stadig, at det også kan give en form for værdi for dig som læser. Måske kan du genkende dig selv i noget af det, du læser, eller måske det på en eller anden måde kan medvirke til at udvide din horisont – give dig en større forståelse for den bagage, forskellige mennesker kommer med. Og en forståelse for at selvom man på de ydre faktorer som uddannelse og familieliv ser ud til at have et velfungerende liv, så kan der bag facaden være mange ting, der udfordrer og besværliggør livet for lige præcis de mennesker.

Jeg tror ikke, mange mennesker forestiller sig, når de ser på mig, at jeg kæmper med psykisk sygdom og har gjort det, så langt tilbage jeg selv kan huske. Og jeg deler altså ikke dette for at skabe medlidenhed eller for at få ekstra øjne på mig. Jeg tror ikke på, at det gør mig til noget særligt i forhold til så mange andre. Men jeg tror på, at ved at være åben og ærlig omkring det, kan jeg måske (forhåbentligt) være med til at aftabuisere et emne som psykisk sygdom – og gøre, at også den brede mangfoldighed får en forståelse for og indsigt i, hvad psykisk sygdom er og betyder for nogle mennesker. For vi er faktisk bare helt “almindelige” mennesker, der skal leve helt “almindelige” liv. Og det kan også ramme dig eller nogle af dem, du har kær.

Du skal være velkommen til at dele din egen historie i en kommentar til indlægget, hvis du har mod på det♡

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.