Tynget af dårlig samvittighed
Sjældent har jeg været så energiforladt, som jeg er for tiden. Siden jeg startede på nyt studie for halvanden måned siden, har der været drøn på hverdagen, og det er gået ud over mit humør og mit overskud til de fleste andre ting. Jeg passer min skole og lektierne, men mit sociale liv står nærmest fuldstændigt i stilstand, fordi jeg simpelthen ikke har overskuddet til det. Det giver mig ekstremt dårlig samvittighed, men jeg kan jo ikke bare fremtrylle mere energi.
Så min manglende energi fører altså til dårlig samvittighed, hvilket bare dræner mig endnu mere for energi, og sådan kører den onde spiral. Og lige nu er jeg oven i købet blevet ramt af en træls omgang forkølelse.
Men, men, men… nu skal det heller ikke lyde som om det bare er trist og træls det hele. For det er det ikke! Jeg er glad for studiet, det fanger virkelig min interesse, og samtidig er jeg er stadig VILD med hverdagen som samboende med N. Og han har simpelthen været så dejlig i forbindelse med studiestarten og været yderst tolerant og støttende, på trods af at jeg til tider må være temmelig svær at håndtere.
For det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at studiestart har været hårdt for mig på det mentale plan. Jeg føler mig max presset og har haft en del følelsesmæssige udbrud på det seneste. Og af en eller anden grund er jeg begyndt at mærke en enorm selvskadetrang, som i grunden er fuldstændig uberettiget, og som jeg selvfølgelig ikke reagerer på, men som ikke desto mindre fylder meget og skræmmer mig.
Det er ved at være længe siden, jeg har haft så mange selvkritiske og dømmende tanker. Og jeg er egentlig temmelig forbavset over, hvor lidt der skal til, før de vender tilbage. På den anden side er det måske heller ikke så pudsigt, at jeg reagerer på denne måde, da det jo i mange år har været min instinktive måde at håndtere noget svært på, nemlig at bebrejde mig selv. Og lige nu sker der altså bare en masse omvæltende ting i mit liv, og derfor er det måske ganske naturligt, at usikkerheden præger mig – selvom det godt nok er en ganske irriterrende måde, den kommer til udtryk på.
Men jeg kæmper hårdt imod tankerne, og jeg bruger især N, når det hele bliver lidt for svært. Jeg har valgt at være fuldstændig åben og ærlig over for ham lige fra starten, for ellers tror jeg simpelthen ikke, vores forhold kunne fungere. Min psykiske sårbarhed er en del af pakken, og han er jo nødt til at kende mig, som den jeg er – vel og mærke den HELE mig. Og heldigvis er han utroligt støttende, selvom han har svært ved at forstå, hvorfor jeg sommetider får det sådan – ligesom jeg selv kan have ret svært ved at forstå og håndtere det. Men som han også siger, så indeholder jeg jo også MEGET andet og mere end den sårbare og “syge” del, og det må jeg ikke glemme.
Lige for tiden kæmper jeg altså temmelig meget med at forsøge at finde en passende balance mellem studieliv, lektier, parforhold, veninder etc, for ikke at forglemme bloggen, som er MEGET underprioriteret for tiden, hvilket bestemt ikke er med min gode vilje. Men jeg bevarer fortsat min fightervilje, selvom den har været noget under pres den seneste tid. Jeg har simpelthen ikke kæmpet mig så langt for at give op. Og jeg har SÅ meget, jeg gerne vil, og som jeg vælger at tro på, er værd at kæmpe for. Og mon ikke, dette bare er en tilpasnings-periode, ligesom med så meget andet. Det håber jeg…
Jeg håber, I alle sammen har det godt, og at I også bevarer fighterviljen, når det bliver lidt svært♡