Personlig udvikling,  Skønhed/mode

Når facaden krakelerer

I sidste uge fik jeg lavet en såkalt TCA peeling – en hudbehandling som går ind og fjerner det yderste hudlag med det formål, at huden skal hele op og blive pænere end udgangspunktet. Så lige nu krakelerer min hud fuldstændigt. Det yderste lag skaller af, og inden under dukker et nyt lag op – helt sart og lyserødt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget det i grunden relaterer til den situation, jeg står i netop nu.

25520796_10156111783855209_409880104_o

Tidligere på året måtte jeg indse, at jeg ikke længere kunne foregive at være noget, jeg slet ikke var. At jeg ikke længere kunne klare at opretholde den facade, som jeg ellers har været mester i at opstille igennem det meste af mit liv.

Jeg måtte sygemeldes fra mit arbejde og i stedet begynde at arbejde med at finde ind til det inderste i mig selv. Jeg måtte lade facaden falde, og de seneste måneder er den krakeleret gradvist, og tilbage står jeg nu, mere sårbar end nogensinde. Men det er nødvendigt. Det er nødvendigt for, at jeg kan hele op igen. Jeg er nødt til at se det svære i øjnene, for jeg kan ikke blive ved med at flygte fra tingene og sætte en facade op.

Så mange år tilbage jeg kan huske, har det været vigtigt for mig at fremstå med en vis udstråling og sikkerhed udadtil. Jeg har altid gået meget op i tøj og generelt i at fremstå pæn og nydelig over for min omverden. Og i skolen har jeg stræbt efter at ligge i den høje ende af karakterskalaen. I det hele taget – hvad end det gjaldt i skolen, blandt vennerne eller derhjemme – ville jeg gerne have, at tingene omkring mig skulle være så tæt på perfekt som muligt – og at JEG skulle være perfekt. Derfor måtte der helst ikke være et eneste skår i facaden.

Jeg har dog efterhånden indset, at det er umuligt. Jeg kan ikke blev ved med at fremstå “perfekt”, for indeni er jeg revet i så mange stykker, at jeg ikke engang aner, hvor jeg skal starte med at samle sammen. Og for at være helt ærlig, så er jeg træt af facaden. Træt af at lægge bånd på mig selv, fordi jeg er bange for at gøre eller sige noget forkert. Træt af at føle, jeg er “forkert”, fordi jeg hele tiden måler mig i forhold til en åndssvag skala, som jeg jo egentlig selv har opstillet ud fra alt, hvad jeg har hørt, læst og set om i mit liv.

I lang tid troede jeg egentlig mest, at jeg brugte facaden som et skjold mod omverdenen, men det er begyndt at gå op for mig, at facaden nok i virkeligheden er et skjold mod mig selv. Jeg har forsøgt at gemme mig bag den, fordi jeg ikke ville erkende, at jeg indeni ikke har det godt.

Men det gør jeg nu… Jeg erkender, at jeg ikke har det godt, og at det er OKAY. Selvfølgelig ønsker jeg at få det bedre, men jeg har ikke tænkt mig at blive ved med at foregive at være noget, jeg ikke er. Jeg er MIG, med alle de positive, svære og absurde tankemønstre og reaktioner, der hører med. Jeg er sensitiv, stærk, livlig, forpint, glad, sur, ked af det – alt sammen på én og samme gang.

Jeg ACCEPTERER mig selv og alle de både positive og forpinte sider, som jeg indeholder, så jeg har ikke længere brug for facaden til at beskytte mig mod mine egne eller andres tanker om mig. Det eneste, der betyder noget, er at jeg er tro mod mig selv og mine følelser. Og den eneste måde, jeg kan være det, er ved at lade facaden krakelere.

Det betyder ikke, at jeg fra nu af vil være pisse ligeglad med, hvordan jeg fremstår over for og behandler andre mennesker. Det er stadig vigtigt for mig at skabe et vis image omkring mig selv – både professionelt og blandt mine venner – og det er det jo for os alle. Og i visse situationer tror jeg også på, at facade er et nyttigt redskab at bruge over for omverdenden. Facaden må bare aldrig blev en del af mig, jeg vil ikke hænge min identitet op på den, for facaden er ikke MIG. Jeg er nemlig meget mere og andet end den!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.