Tanker om bodyimage

At kunne føle sig tilpas i sin egen krop kan være svært, og jeg tror mange – flere end vi sikkert tror – kæmper med deres eget bodyimage. Jeg ved selv, efter mange år med en spiseforstyrrelse, HVOR svært det kan være at være tilfreds – ikke bare med det man ser i spejlet, men det man føler indeni. De to ting hænger ulasteligt sammen. For hvis du har det skidt med dig selv indvendigt, vil dit syn på dig selv udvendigt højst sandsynligt også være sløret og påvirket af, at du ikke har det godt.

Mange tror fejlagtigt, at spiseforstyrrelser bunder i en utilfredshed med sit udseende. Men oftest bunder der i noget indeni – en utilfredshed med sig selv eller sit liv – som kommer til udtryk GENNEM en utilfredshed med vægten og ens størrelse. Og måske er det slet ikke så tilfældigt, at det hænger sådan sammen. Vi lever jo trods alt i en verden, hvor alt gerne skal synes perfekt på overfladen – og selvom vi godt ved, at det ikke er lykken at have en tynd krop, et stort og flot hus eller en højere akademisk uddannelse, så er det alligevel ofte det vi stiler efter. Men det er jo klart, når vi hele tiden gennem medierne, politikerne og generelt samfundet omkring os, får den opfattelse, at vi bare lige skal tabe 3 kilo, løbe et halvmaraton, spise lidt sundere, fordi så får vi det bedre.

Jeg er altså ked at at måtte sige det – men det er en ILLUSION. Selvfølgelig må vi gerne spise “sundt” og gå op i, hvordan vi ser ud eller hvilken uddannelse vi får, men vi skal dælme dytme huske på, at vi skal gøre det ud fra ønsket om at få det bedst muligt med os selv – både indvendigt og udvendigt – og IKKE ud fra ønsket om at leve op til samfundets idealer og tro, at vi derved også automatisk får et godt liv. For så kommer vi godt nok til at kæmpe længe for at få det godt med vores liv, os selv og vores kroppe.