Mad/opskrifter,  Spiseforstyrrelse/recovery,  Træning og sundhed

Spis lige (hvidt) brød til

Jeg har lige spist den sidste bid af min lasagne, og den dårlige samvittighed rammer mig som en mursten i hovedet. Jeg har allermest lyst til at gå ud på badeværelset og kaste det op, men i stedet bliver jeg siddende i stolen og kigger på den tomme tallerken foran mig. “Kom nu, du kan godt holde det i dig! Der er intet galt i at spise den portion, du lige har spist. Se, hvordan de andre sidder helt rolige og velfornøjede uden at røre på sig. De VED, der ikke er noget galt i at spise det. Og de har oven i købet spist 2 portioner lasagne. En del af mig har egentlig lyst til mere. Jeg sender et længselsfuldt blik mod lasagnen på bordet og tænker på, hvad der ville ske, hvis jeg tog et lille stykke mere – bare et lille hjørne. Idet mine hænder rækker ud efter lasagnen er jeg ved at fortryde mange gange – men jeg gør det! Jeg øser et lille stykke mere op på tallerkenen og spiser det, hver en krumme. Spiseforstyrrelsen skriger i mit hoved; Nu er du i hvert fald NØDT til at kaste det op igen. Men der er også en anden stemme, den jubler og fortæller mig, at jeg er sej. Jeg lader den komme til og forsøger af alle kræfter at ignorere den anden. 

Som man nok kan forvente, bliver jeg ret tit stillet spørgsmålet; Hvordan overvandt du din spiseforstyrrelse? Og egentlig er svaret temmelig kompliceret, idet grunden til at man overhovedet udvikler en spiseforstyrrelse ligger i det psykiske og er meget individuel. Derfor kræver det et ret gennemgående arbejde i samarbejde med en behandler at udrede de dybereliggende problemer.  MEN… Jeg kan samtidig fortælle, at nøglen til recovery for mit og mange andres vedkommende ligger i simpelthen at turde UDFORDRE. Uanset hvad grunden til ens spiseforstyrrelse er, er den højst sandsynlighed blevet en vane – og for mange en nærmest uundværlig del af ens identitet – og derfor er man nødt virkelig at kæmpe for at bryde ud af denne identitet, før man kan begynde at se den person, man VIRKELIG er – inde bag spiseforstyrrelsen. Og dernæst langsomt lære sig selv at acceptere og elske denne person.

Man er altså NØDT til udfordre sig selv og udfordre spiseforstyrrelsen, hvis man skal gøre sig nogen forhåbninger om at overvinde den. For kun på den måde kommer man udover frygten og bryder op med de grænser, som man har lagt for sig selv gennem spiseforstyrrelsen. Man er nødt til at se sin frygt i øjnene, før man kan overkomme den. Og det er ikke bare noget, man kan nøjes med at gøre en enkelt gang eller 2. Det er en handling, man vil skulle gentage MANGE gange i sin recovery – og måske resten af sit liv.

Selvom jeg er kommet ud på den anden side af min spiseforstyrrelse og egentlig betragter mig selv som rask, gør jeg det stadig. Så sent som i morges tog mig den frihed at spise et stykke hvidt brød til min morgenmad, hvilket jeg ellers sjældent gør. Og egentlig foretrækker jeg at spise groft brød, men bare fordi jeg ved, at det irriterer den del af mig, som stadig kan være tilbøjelig til at ville lytte til spiseforstyrrelsen, gjorde jeg det. For ja, jeg har da stadig øjeblikke, hvor spiseforstyrrelsen titter frem og gerne vil bestemme. Men grunden til, at jeg er rask og ikke falder i hver evig eneste dag er, fordi jeg går imod den. Jeg tror faktisk efterhånden, at jeg har brudt dens grænser så mange gange, at jeg ikke længere bider mærke i det, når det sker. Jeg gør det bare. På samme måde som spiseforstyrrelsen førhen var noget, jeg bare gjorde uden at tænke over det, har jeg nu fået  vendt det rundt, sådan så dét at spise og lytte til min krop og mine lyster forekommer mig helt naturligt. Og ved fortsat at udfordre den del af mig, som stadig kan være tilbøjelig over for spiseforstyrrelsen – ligesom jeg gjorde i dag til morgenmaden – undgår jeg nemmere at falde tilbage i spiseforstyrrelsen. Det virker på den måde også som en slags forebyggelse mod den.

Jeg siger ikke, at det vil lykkes for dig hver gang, du prøver. Du kan sagtens beslutte sig for, at du vil gå imod spiseforstyrrelsen, fordi nu vil du være rask, og alligevel sker det ikke. Men det betyder ikke, at du IKKE kan eller er stærk nok til at overvinde spiseforstyrrelsen, for det VED jeg, du er. Det handler virkelig bare om at BLIVE VED med at prøve og lade være med at fokusere sin koncentration på det svære. Lad være med at bank dig selv oveni hovedet hele tiden over alt det forkerte, du gør. Lad være med at fokuser på, hvor mange kalorier der er i det, du lige har spist. Tænk i stedet på, at din krop har brug for den mad, at den er god for dig. Og vigtigst af alt: ROS DIG SELV! Ros dig, når du har spist lidt mere end du/spiseforstyrrelsen ville. Ros dig, når du er i stand til at modstå trangen til opkast eller motion. Det handler simpelthen om, at du skal øve dig i at tænke positivt, hver gang du går imod spiseforstyrrelsen – også selvom det i starten vil forekomme dig fuldstændig unaturligt.

Bottom line er, at hvis ikke du begynder at bryde op med det tankemønster, som spiseforstyrrelsen har skabt, ved simpelthen at prøve at omvende det, ja så vil du altså ikke komme ret langt i din recovery. Grunden til, at jeg sidder her i dag og er rask, er fordi jeg MANGE gange har gået imod spiseforstyrrelsen, og det er altså ikke, fordi det har været lettere for mig, men simpelthen fordi jeg har gjort det nok gange, på trods af hvor svært det har været.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.