Spiseforstyrrelse/recovery

2 år uden bulimi

20132636_10155669944480209_133776406_o

For 2 år siden stod jeg med hovedet bøjet ind over toilettet. Jeg havde netop afsluttet et af mine ædeflip og forsøgte nu at få maden retur igen. Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, at det ville blive sidste gang.

Efter at have kastet op næsten hver dag i samtlige år var jeg bange for, det aldrig ville lykkes. Efter hvert ædeflip, hver opkastning sagde jeg til mig selv – lovede mig selv – at det skulle blive den sidste. Men det skete ikke. Hver gang endte jeg med at falde i. Og jeg hadede mig selv mere og mere, for hver gang det skete. Jeg afskyede, hvor svag jeg var. Men svag er lige præcis, hvad jeg IKKE er eller var. For jeg gav aldrig op med at forsøge. Og i sidste ende lykkedes det.

Kampen mod spiseforstyrrelsen har været lang, svær, hård og fyldt med både blod, sved, tårer og bræk – i bogstavelig forstand. Men den har lært mig, at jeg kan lykkes med de ting, jeg sætter mig for. Jeg fortjener også gode ting her i livet, men de kommer sjældent gratis. Man må kæmpe for det.

Denne kamp har lært mig, at hvis jeg har noget, jeg vil opnå eller noget, jeg virkelig brænder for, så handler det ikke nødvendigvis om at være klog eller have nogle helt særlige egenskaber for at opnå det. Det kræver allermest, at man kæmper for det og IKKE giver op, selvom det er dét, man har allermest lyst til.

Det er bestemt ikke nemt at slippe af med en spiseforstyrrelse, og i en periode på 10 år nåede jeg at sidde fast i både anoreksiens og bulimiens kløer. Modsat af hvad nogen tror, så er det altså er ikke “bare” at spise noget mere eller “bare” at stoppe med at kaste op. Det er et afhængighedsforhold, der bunder i svære psykiske problemer. Jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne undvære min spiseforstyrrelse, og samtidig vidste jeg, at den var roden til alt ondt i mit liv. Men jeg kunne ikke slippe den, for jeg havde havde det SÅ dårligt indeni, at den virkede som en “overlevelsesmetode”. En metode, der kunne have slået mig ihjel vel og mærke.

Men kære fightere – jer der stadig kæmper mod denne dæmon af en sygdom – I må ikke give op. Bliv ved at kæmpe og tro på jer selv! Og hvis ikke I gør, så lad som om. Fake it till you make it!

One Comment

Skriv et svar til Shitlife Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *