Spiseforstyrrelse/recovery,  Træning og sundhed

Jeg ville hellere dø

Dette indlæg er hårdt at skrive, for det bringer nogle ret pinefulde minder frem, som jeg ikke har særlig meget lyst til at gennemleve. Ikke desto mindre har jeg tænkt mig at gøre det. Sandheden er, at det var præcist sådan jeg havde det. Efter mange års kamp med spiseforstyrrelsen nåede jeg et punkt, hvor jeg følte mig så magtesløs over for sygdommen, at jeg begyndte at lege med tanken om; at hvis ikke jeg inden for de næste par år blev rask, måtte jeg nok indstille mig på at dø. Uanset hvad, ville sygdommen jo nok tage livet af mig før eller siden – enten på grund af de fysiske skader på min krop, eller fordi jeg selv ville få nok og tage mit eget liv. Det er en skræmmende tanke – I know. Men når ens hverdag i årevis er præget af det ene ædeflip efterfulgt af det andet, kun afbrudt af de mange toiletbesøg indimellem (for at skille mig af med maden), de få timer, jeg sov eller var i skole og på arbejde – ja så er den tanke faktisk ikke så skræmmende.

I perioder fyldte spiseforstyrrelsen så meget, at jeg ikke kunne passe min skole for det. Jeg var nødt til at pjække fra skole nogle dage, fordi jeg havde været oppe det meste af natten for at spise og kaste op. Jeg ville jo helst gøre det i skjul fra min familie, og det var nemmest om natten, når de sov. Og de få sekunder, minutter eller timer, jeg endelig fik fred fra de mange opkastninger, kom den enorme skyld og skam med det samme frem og ødelagde det. Jeg skammede mig inderligt over at være sådan et modbydeligt og udueligt menneske, at jeg kunne finde på at gøre dette ved mig selv og min familie. Tanken om det afskyede mig. Jeg afskyede mig selv. På den måde havde jeg ALDRIG ro fra spiseforstyrrelsen.

I dag er jeg selvfølgelig skræmt ved tanken om, hvis jeg havde gjort noget ved mine tanker dengang. For Guds skyld, hvor er jeg lykkelig over, at jeg ikke gav op og blev ved med at kæmpe imod. Jeg er taknemmelig over, at jeg nu får lov at opleve, hvad det vil sige rent faktisk at have det godt. At føle glæde indeni. Oprigtig glæde. Jeg kan også blive ked af det, og nogle gange er jeg bange for, at min frygt for de følelser, som gør ondt, skal drive mig direkte tilbage til spiseforstyrrelsens favn. Men jeg lærer hver dag at blive bedre til at tackle dem. Jeg giver mig selv lov og plads til at være ked af det. Og hvis tankerne bliver for overvældende, søger jeg råd hos venner og familie. Jeg giver ligefrem mig selv lov til at tro, at jeg er GOD NOK.

Det er vigtigt at huske på, at man jo ikke ER sin spiseforstyrrelse – ligeså vel som alle andre, der kæmper med psykisk sygdom, ikke er deres diagnoser. Det handler om at se bort fra de psykiske diagnoser, finde ind til den person man er og tro på, at man er god nok, dygtig nok, klog nok osv.

Det lyder helt sikkert nemmere, end det er. For når man har kæmpet med psykisk sygdom i flere år, så aner man virkelig ikke, hvem man er eller kan være uden sygdommen. Alle de år, jeg burde have brugt på at “finde mig selv”, brugte jeg på enten at forsøge at sulte mig selv eller på at spise ustyrligt og kaste op. Jeg spejlede mig konstant i spiseforstyrrelsen og brugte mit eget kropsbillede til at bestemme, om jeg var god nok. Desværre var jeg aldrig tilfreds – uanset hvor langt ned vægten kom. Det var først, da jeg VIRKELIG begyndte at kæmpe imod spiseforstyrrelsen, at jeg langsomt fik øjnene op for den person jeg var, og hvad jeg rent faktisk kunne. Selvom kampen varede længere, end jeg kunne have forestillet mig,  og selvom jeg fik flere tilbagefald, stoppede jeg aldrig med at kæmpe. Og i sidste ende lykkedes det.

Jeg gav ikke op, og det må du heller IKKE!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.