Personlig udvikling,  Spiseforstyrrelse/recovery

At være bange for sig selv

Tidligere skrev jeg et indlæg om, hvordan jeg er nået til et punkt i dag, hvor rent faktisk føler, at jeg hviler i mig selv. Hvor jeg har det godt med og ligefrem nyder at være mig. Sådan har det bestemt ikke altid været. Og det fik mig til at tænke lidt tilbage til dengang, hvor jeg ikke havde det godt med mig selv. For måske er grunden til, at jeg har det sådan i dag, netop fordi jeg ved, hvad det vil sige ikke at have det godt. Jeg har prøvet, hvordan det er ikke at kunne holde ud af være i sig selv. Ikke at kunne holde ud at trække vejret. At skulle stå op til en ny dag hver dag og spille skuespil. At skulle lade som om jeg hørte til i denne verden. I denne krop. Lade som om at jeg var god nok til at være her, og at jeg fortjente det, selvom alt indeni mig skreg det modsatte.

Nogle dage havde jeg det så skidt, at jeg var bange for mine egne tanker. Bange for, hvad de ville få mig til at gøre. Jeg måtte med jævnlige mellemrum modstå trangen til at tage en kniv og sprætte mig selv op. Modstå trangen til at skære, slå, banke mit hoved mod noget hårdt. Jeg kan huske, hvordan jeg tit ønskede, at jeg ville besvime. Jeg forsøgte at holde vejret og bad til, at det ville ske. Jeg ønskede ikke at være ved bevidsthed. Jeg ønskede ikke at mærke denne smerte. Jeg ville have fred. Bare for et lille øjeblik. Men det måtte jeg ikke. Tankerne ville ikke lade mig.

Jeg tror noget af det, der holdt mig fast og afholdt mig fra at føre mine tanker ud i levet, var at jeg inderst inde var bundet af min families kærlighed. Selvom tankerne ikke ville lade mig tro, at de elskede mig (de havde jo slet ingen grund til det), må jeg alligevel have haft en fornemmelse af det inderst inde. Dengang ville det dog ærlig talt have været nemmere, hvis de bare var ligeglade med mig. Det ville gøre det nemmere bare at give op. For det var det, jeg havde allermest lyst til.

Denne smerte, som jeg beskriver her, er den mest uhåndgribelige smerte, jeg nogensinde har følt. Alt jeg kan sige er, at det gjorde ONDT. Ondt overalt. Ondt i mit sind, ondt i kroppen. Bare ondt! Jeg troede ikke på, at det nogensinde ville blive bedre. HELDIGVIS tog jeg fejl.

Min pointe med dagens indlæg er nok mest af alt, at jeg gerne vil fortælle de folk, som VED, hvad det vil sige at kæmpe på denne måde – som VED hvad det vil sige at have det SÅ skidt med sig selv – at det altså ikke vil altid vil være sådan. Det ER muligt at få det meget bedre, og uanset hvad dine tanker forsøger at bilde dig ind, så ER du god nok. Du er værdifuld og elskværdig. Du fortjener en plads i denne verden – lige såvel som alle andre. Du må IKKE give op – for du kan vinde denne kamp!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.