Spiseforstyrrelse/recovery

Jeg vælger ikke at have et valg

Picture 757

(Gammelt billede fra da jeg var MEGET tynd. Jeg synes tydeligt, man kan se, hvor afmagret, ulykkelig og “tom” jeg ser ud)

Hvis du har fulgt med på bloggen på det seneneste, ved du sikkert, at jeg for nyligt har været tæt på at lade mig selv falde tilbage i den spiseforstyrrelse, som jeg efter 10 års kamp troede var forbi. Mit ønske med dette indlæg, og faktisk alle de indlæg jeg skriver om spiseforstyrrelsen, er at skabe en større forståelse for sygdommen og den process, det er at komme igennem. Det forholder sig ofte mere kompliceret, end man tror. Det stopper ikke bare, når man er begyndt at spise normalt, og kroppen er på en sund vægt. Selv når alle de ydre symptomer på en spiseforstyrrelse er forsvundet, kan den fortsat være til stede i form af tankerne.

For mig er spiseforstyrrelsen som en lokkende stemme i mit hoved, der som regel dukker op på tidspunkter, hvor jeg føler mig meget usikker på mig selv. Og det kan være en svær kamp at stå imod denne stemme. Egentlig ville den “nemmeste” løsning være at give efter for spiseforstyrrelsen, og i perioder har jeg ligefrem tænkt tanken: “det må være et tegn på, at jeg har brug for den, når den bliver ved med at vende tilbage”. Dette vil jeg lige gøre det klart én gang for alle, er en stor, kæmpe, fed løgn. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke fik det bedre af at gå rundt og bilde mig dette ind i flere år.

Jeg valgte heldigvis at kæmpe, og det gør jeg fortsat. Jeg vil leve mit liv, jeg vil mærke min krop, mine følelser, og kort fortalt, jeg vil have lov til at have det godt. Jeg vil have lov til at være glad, lov at være sammen med mine veninder og min familie – UDEN at føle jeg er mindre værd end dem. Og jeg vil leve et liv fyldt med oplevelser og muligheden for at fuldføre min drømme. Noget, som med sikkerhed ikke kommer til at ske, hvis jeg holder fast i spiseforstyrrelsen og lader den bane vejen frem for mig. Eller rettere, vejen tilbage for mig.

Derfor vælger jeg simpelthen ikke at have noget valg. Jeg vælger den “raske” vej frem, for at gå tilbage til spiseforstyrrelsen er og bør ikke være et muligt valg. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gøre noget for at få alle andre spiseforstyrrede til at indse dette. At spiseforstyrrelsen er ren og skær fup, og at de rent faktisk selv har styrken til at bekæmpe den. Lade dem indse, at også de fortjener bedre. Selvom man måske synes det virker helt urealistisk efter mange års kamp, så VED jeg, at det kan lade sig gøre at vinde kampen. Jeg har selv gjort det, og jeg har set og hørt andre gøre det samme.

Så hold fast i troen, håbet, og KÆMP som ind i helvede. Og når man har allermest lyst til at give op, er det vigtigste tidspunkt, hvor man skal fortsætte og har mulighed for at rykke sig allermest♡

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.